Ung med opmærksomhedsforstyrrelse
Savner du jævnaldrende i en situation som ligner din, at dele erfaringer med?
Kunne du tænke dig en mentor, som du kan vende stort og småt med, og som kan hjælpe dig med dagligdagens bøvl?
Eller er du lige ved at kaste op, når dine forældre siger:
"Du kan altid betro dig til mig..."
"Vi to skal lige have en lille snak..."
"Det er vigtigt at du passer din skole og får dig en uddannelse..."
"Jeg vil dig jo kun det bedste, hvorfor lytter du ikke til hvad jeg siger?..."
Du møder i Klinikken hver torsdag eftermiddag/aften, og deltager i skiftevis 5 gruppesamtaler og 5 individuelle samtaler med din mentor, over 10 uger.
Her får du råd og vejledning, og hører hvordan det er for andre unge at leve med ADHD/ADD, uden at dine forældre blander sig.
Vi benytter os hverken af "navlepilleri" eller "farvekridt", og du kommer derfor ikke til hverken at skulle krænge dit hjerte ud om emner du ikke ønsker at dele med andre, eller at skulle "tegne dine følelser i farver på et stykke papir".
Pladderpædagogik og vejrtrækningsøvelser i rundkreds går vi udenom, og i stedet for taler, lytter og reflekterer vi sammen.
Vi kommer bl.a. til at tale om følgende emner:
- Forhold til forældre
- Skole/uddannelse/passe et job
- Lavt selvværd/forkerthedsfølelse
- Venskaber/sociale relationer
- Økonomi (hvordan styrer man?)
- Struktur på dagligdagen
- Afhængighed/misbrug
- Søvn og burnouts
- Overtænkning/tankemylder
- Tidsoptimisme
- Hvad betyder det for dig at leve med ADHD/ADD, og hvad ville du ønske du var bedre til?